Endometriose

 

Endometriose

Endometriose er en kronisk gynækologisk sygdom, hvor små stykker af den slimhinde, som normalt findes inde i livmoderen, har fundet vej ud i bughulen og er vokset fast. I bughulen bløder de små slimhindestykker på samme måde som slimhinden i livmoderen under menstruation, hvilket skaber inflammation (kroppens egen betændelsestilstand), og der kan dannes arvæv og sammenvoksninger imellem bughulens organer. Symptomerne på endometriose er typisk:

  • Kraftige menstruationssmerter
  • Uregelmæssige menstruationsblødninger
  • Smerter ved vandladning
  • Smerter ved afføring
  • Smerter ved samleje
  • Irritabel tyktarm
  • Oppustethed/diarre/forstoppelse
  • Fertilitetsproblemer
  • Udpræget træthed

I svære tilfælde kan smerterne udvikle sig til kroniske underlivssmerter der også kan være til stede imellem menstruationerne. De kan påvirke evnen til at fungere i dagligdagen og nedsætte arbejdsevnen.

Endometriose behandles oftest med medicin (hormonbehandling og smertestillende præparater) samt kirurgi (operation hvor man forsøger at fjerne endometriosen), men i nogle tilfælde er denne behandling desværre ikke effektiv og smerterne vender tilbage. Det kan resultere i en række fysiske, psykiske og sociale følgevirkninger samt en nedsat livskvalitet.

Du kan læse mere i afsnittet om kroniske smerter, hvor jeg skriver om følgevirkningerne af endometriose og andre former for kroniske smertetilstande, og hvordan psykologisk smertehåndtering kan hjælpe dig til bedre selv at kunne håndtere sygdommen.